Og sådan gik der et halvt år ..

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte, for det er efterhånden meget lang tid siden jeg sidst har siddet her og skrevet et indlæg. Det er ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjertet, for det har uden sammenligning været det mest begivenhedsrige halve år nogensinde – både på godt og ondt. Tiden har været knap og dage re blevet til uger før vi har set os om.
Den 7. januar 2020 kom vores dejlige søn Victor til verden, efter en lang og sej kamp hvor han nægtede at komme ud, kom han til verden med kejsersnit. Noget der gav mig en del komplikationer og tid på sygehuset de første mange uger. Jeg vil dog skynde mig at sige, at han er det hele værd ♥ Min barsel er fløjet afsted og på trods af Corona-situationen har sat en stopper for mange af de ting vi havde set frem til, så har jeg nydt hver eneste dag med vores lille glade dreng, som nu er blevet en stor dreng på fem måneder. Det er samtidig blevet sommer og jeg forstår vitterligt ikke hvor tiden er blevet af.

Den 22. februar 2020 står klart som den mest forfærdelige dag i mit liv. En dag jeg ikke kan tænke tilbage på uden at græde. Ganske pludselig og uventet blev min elskede far og allerbedste ven i verden revet fra mig. Revet fra os. Vores lille nye familie og hans elskede lille barnebarn, kun 47 dage gammel. Alle siger jeg skal glæde mig over, at min far nåede at se Victor og have tid med os, men jeg ville bare gerne have haft meget mere. Jeg synes det er virkelig uretfærdigt og det har taget mig lang tid at komme på benene igen midt i sorgen.

Jeg har balanceret mellem de to største følelser i livet, dyb sorg og ulykke over min fars tidelige død kombineret med den største glæde, lykke og stolthed over at være Victors mor. Fælles er det nu engang, at alle de følelser udspringer af en inderlig kærlighed. Det har været så svært, men jeg er her endnu. Dog har det krævet al min opmærksomhed, energi og styrke. Måske stærkere og mere tro mod mig selv end nogensinde før.Der er sket meget mere, men jeg vil lade billederne fra det sidste halve år tale for sig selv og bare sige ‘hej’ jeg er her endnu og jeg håber aldrig der går så lang tid uden skrivelyst og tid til det igen : )