Når kærlighed giver usynlige ar

Reklame for Ligestillingsministeren

Når jeg i dag kigger tilbage mindes jeg en 18-årig lyshåret pige med drømme, ambitioner og personlighed. Jeg mindes en pige der altid smilte og kunne sno enhver om sin lillefinger. Pigen havde stærke bånd til sine venner og veninder, et mindst lige så stærkt familiebånd og utallige fyre der stod i kø for hendes opmærksomhed. Hendes opmærksomhed blev dog kun draget af en. Ham med de dybe mørke øjne og det skæve charmerende smil. På få dage forvandlede et venskab sig til den slags romantik man forestiller sig kun eksisterer på film. Ingen havde set det komme og selv benægtede hun alt, indtil det første kys kort før midnat i Barcelonas gader og på flyet hjem måtte hun indse at hun var faldet for ham. Alting var fantastisk, følelserne var inderlige og intet kunne briste den boble af kærlighed, men på dag 150 ændrede alting sig.

De første fem måneder følte hun sig set og elsket, men pludselig fra den ene dag til den anden bristede fantasien og forvandlede sig til virkelighed. En virkelig hverdag baseret på løgne, utroskab, svigt, tårer, manglende tillid og vold. På trods af det, så elskede hun ham ubetinget og den kloge pige forvandlede sig til en naiv og omverdens blind eksistens, der nægtede at se realiteten i øjnene, selvom alle omkring hende råbte op og forsøgte at åbne hendes øjne. Det eneste hun gjorde var at lukke dem og elske ham endnu højere i et spinkelt håb om alting ville blive normalt igen.

I takt med hun fyldte 19 år og begyndte i 3.g. tog forholdet en usund drejning. Hans dobbeltspil og løgne kunne ikke længere skjules og derfor blev hun gjort til skurken. Efter en vidunderlig sommer bristede venskaber. Hun måtte ikke længere se sine bedste veninder. Hun måtte ikke længere færdes udenfor skolen og hjemmet uden at have fået lov. Der blev opstillet grænser, krav og en daglig kontrol af hendes færden.
En eftermiddag i juli kulminerede det. For øjnene af hendes familie og bedste veninde blev hun samlet op til en kort køretur, der ændrede alt. På under ti minutter blev hun kaldt en luder, hendes telefon blev kastet gennem bilens forrude og efterfølgende blev hun tildelt tre knytnæve slag i hendes solbrune ansigt. Hun forsøgte at komme fri fra hans faste greb i nakken, mens truslen om aldrig at fortælle nogen om denne tur hang i luften. Han sagde, at han ville begrave hende levende. Den eftermiddag sluttede forholdet. Hun var knust.
Senere tikkede en sms ind hvor han fortalte, at han hadede sig selv for det han havde gjort. Han fortalte at han elskede hende så højt, men at hun ind i mellem drev ham til vanvid. Hun kom på skadestuen med hjernerystelse, men hun meldte ham aldrig for overfaldet. Hun elskede ham jo.

Den glade, sociale og populære pige forsvandt og jeg kender hende ikke længere. Set i bakspejlet burde hun have sagt stop den dag og aldrig have værdiget ham et blik igen. Med hendes fordrejede virkelighedsopfattelse lod hun sig overbevise af hans endeløse overbevisninger om, at ingen andre kunne lide hende, at alle hendes veninder var billige ludere og at hun var et utilstrækkeligt menneske, der med sine 42 kilo både var overvægtig og klam. Hun var et nul. Han kunne tage en snor om halsen på hende og bede hende sige som en hund på offentlig gade. Han kunne fare op over småting, for at få hende til at ligge på sine grædende knæ for ham. Han bestemte hvilket tøj hun måtte og ikke måtte gå i. Han kontrollerede hende flere gange dagligt ved at tjekke smser og opkald. Han slettede hendes Facebook profil og ændrede koden. Han svarede hende ikke i weekenderne og tog ikke telefonen når hun ringede. Forholdet eksisterede kun når det passede ham, men når det gjorde var hun glad. Hun følte sig elsket. Alt hun ville opnå var hans kærlighed, opmærksomhed, tid og respekt. På nuværende tidspunkt kan jeg være i tvivl om hun nogensinde har haft nogen af delene, men det tror jeg.
Den psykiske vold eskalerede, pludselig føltes lussinger og kvælertag nærmest befriende. Den fysiske vold fik hende til at føle sig i live og fjernede den indre altødelæggende smerte for en stund.

På dette tidspunkt eksisterede der ingen grænser. Hun vidste ikke hvad der var rigtigt og forkert. Hun kunne ikke sige fra når hans handlinger blev uacceptable og urimelige. Volden var så stor en del af ham og hun var ikke hans eneste offer. Byture udviklede sig til vold, retssager og samfundstjeneste. Hun blev hans skjul. Hun var villig til at lyve for ham og give ham et alibi. Den eneste person der nåede ind til hendes fornuft var hendes far, men ikke engang hans kærlighed var nok til at hun kunne indse hvor usundt dette forhold var. Han fortalte hende altid at forholdet var det rene gift og hun ville ende med at blive slået ihjel en dag. Alligevel gjorde hun ikke oprør. Hun levede og åndede for de få gode dage og for hans kærlighed der efterhånden var flere dage i mellem hun mærkede. Hun gjorde ikke oprør, men lod i stedet stå på.

Da hun sommeren 2011 fik studenterhuen på med et 12 tal var han der, men hendes smil blev vendt til tårer, vrede og frustration. Den bedste dag i mange unge menneskers liv blev til en af hendes værste. Hun deltog ikke i nogle fester, men det gjorde han. Han fejrede den studenterhue, som hun havde sørget for han fik på med andre piger og en lang ferie udenlands, mens han tvang hende til at blive hjemme. Hun aflyste sine rejseplaner og sad i stedet døgnet rundt foran computerskærmen, så han kunne kontrollere hendes tilstedeværelse på Skype uanset hvornår på døgnet det passede ham.

I takt med skoletiden var forbi og der ikke længere var daglig kontakt opstod afstanden ganske naturligt mellem dem. Forholdet fortsatte i et begrænset omfang og varede året ud. Indtil han for gud ved hvilken gang tilbragte nytårsaften med en anden. Pludselig mærkede hun noget ændrede sig og drømmen om at forholdet nogensinde ville blive bedre bristede. Denne gang kunne hun ikke længere lukke øjnene og naivt se på. Rygtet om endnu et utroskab kom fra en af hans tætte venner, der ikke længere fandt handlingerne rimelige. Hun fik det bekræftet fra pigen og han gjorde ikke modstand. Stille og rolig begyndte hun at udrede gamle rygter der længe havde svirret. På kort tid lå brikkerne samlet som et puslespil foran hende og billedet af det uperfekte forhold stod pludselig klart og tydeligt. Der var kun en vej vist, hun sagde stop. Med en følelse af raseri, kombineret med en indre selvtillid, traf hun beslutningen og foretog det alt afgørende opkald. En ting var hun nemlig klar over, hvis hun skulle ud på den anden side, så kunne det ikke foregå ansigt til ansigt. På ganske kort tid fik følelserne frit løb og hun fortalte ham direkte at det var forbi, at hun ikke længere ville finde sig i hans forfærdelige behandling og sluttede samtalen af med ordrene: “Jeg fortryder hver eneste dag jeg har brugt med dig siden du var mig utro første gang. Når ja, det var du efter fem dage. Vi har ikke mere at snakke om.” Følelserne der fyldte hendes krop var for første gang i mange måneder ikke længere tynget af tristhed og sorg, det var tværtimod lettelse, styrke og stolthed der brusede frem i hende. Der herskede ikke længere spørgsmål eller tvivl, for på det tidspunkt var alle grænser overskredet med flere kilometer og intet var længere muligt for ham at forklare eller undskylde. Hun var blevet ligeglad og pludselig kunne hun trække vejret og ånde frit igen.

Da hun gjorde oprør begyndte han for første gang at kæmpe. Han dukkede op på hendes arbejde, ringede og skrev dagligt. Hun afviste ham og opbyggede et skjold for at beskytte sig selv. Han truede hende med al verdens ting, for at kunne mødes med hende og få hendes opmærksomhed igen. Hun gjorde det eneste der på daværende tidspunkt føltes rigtigt. Hun ændrede sit telefonnummer og gjorde det hemmeligt. Hun flyttede til en hemmelig adresse. Hun oprettede en Facebook profil og blokerede ham, hans familie og venner. Hun fortalte hendes familie, kollegaer og gamle venner sandheden. Kontakten med gamle venner blev den største værdi. For uanset hvor meget han havde ændret hende, så havde venskaberne ikke, på trods af de for en tid havde været sat på standby.
Forholdet endte efter 2,5 år.

Måske er det allerede gået op for dig eller måske kender du mig men pigen denne virkelige fortælling handler om er mig. Det her er min historie og den største grund til flere ar på min sjæl. Mange har været interesseret i at vide hvorfor jeg har været sygemeldt med angst og depression i en lang periode, men jeg har ikke været klar til at fortælle min historie. Egentlig har jeg altid forestillet mig, at jeg ville skrive en bog om den forelskelse der udviklede sig til at blive mit livs mareridt, men da jeg blev kontaktet omkring denne kampagne for Ligestillingsministeren vidste jeg, at det var mit kald. For hvis min historie bare kan hjælpe ét ungt menneske, så har jeg opnået det jeg gerne vil.
Det er så vigtigt at være opmærksom på hvornår et forhold bliver usundt. Hvis du føler noget er forkert eller bliver i tvivl om hvorvidt dine grænser er blevet overtrådt, så er der ofte noget om det. Det er ikke alle former for vold der giver blå mærker, som jeg selv har erkendt, er det oftest den fysiske vold der gør mindst ondt. Det var den psykiske, langvarige og nedbrydende vold der ødelagde mig og fik mig i psykiatrisk behandling i 1,5 år.
Jeg havde mistet mig selv, min virkelighedsopfattelse og tillid til mig selv og andre. Trine eksisterede ikke længere og jeg kunne ikke finde et ståsted i min tilværelse. Jeg troede aldrig jeg skulle elske igen og tro på en mand, men det skulle vise sig at blive et af mine mindste problemer. Jeg valgte blot at være ærlig fra start, hvilket har givet mig jordens bedste forhold fyldt af forståelse, kærlighed og respekt. Et forhold så sundt og ærligt, at det har fået mig til at ryste på hovedet flere gange over min egen opførsel, alligevel ville jeg ikke have været tiden foruden. Det har uden tvivl gjort mig til den jeg er i dag. Jeg er blevet en ny og forbedret udgave af mig selv, der værdsætter livets gode øjeblikke og fokuserer på det positive, netop fordi jeg har været helt derude, hvor jeg ønskede livet blot ville ende.

Noget af det der senere hen har plaget mig og blev en af grundene til min depression var min dårlige samvittighed. Det var den første følelse jeg egentlig mærkede igen og pludselig fik jeg dårlig samvittighed over alt jeg gjorde og ikke gjorde. Jeg kunne pludselig se hvor ondt jeg rent faktisk havde gjort de mennesker, der holdte mest af mig gennem de to år.
Netop denne følelse af dårlig samvittighed fik mig til at gå ud med blikket rettet mod jorden i de første tre-fire år. Jeg kunne ikke rejse mig og se folk i øjnene. Jeg følte alle kunne se gennem mig og vidste hvad jeg havde været gennem.
Det er egentlig ikke fordi nogen har bebrejdet mig, faktisk har alle været vidunderlige, forstående og har bare behandlet mig som den Trine de kendte før. Præcis derfor har samvittigheden plaget mig. I forbindelse med dette indlæg spurgte jeg min veninde om hun havde lyst til at sætte ord på den tid og jeg fik lov til at dele denne besked fra hende:

“Jeg kunne se hvordan forholdet blev mere og mere usundt, hvordan han løj og holdte dig for nar. Jeg irriterede mig over han altid ville bestemme over dig, men jeg holdte det for mig selv og var der for dig. Jeg har aldrig været bange for ham, måske fordi jeg vidste jeg skulle være stærk. Det var en håbløs kamp at få dig til at indse hvad der foregik og flere gange forsøgte dine forældre og jeg at tales os frem til hvordan vi kunne få dig ud af det. V kunne ikke gøre andet end at se hvordan han tog Trine fra os. Den dag i juli var jeg SÅ bange for at miste dig, jeg var klar til at gøre alt. Jeg var for første gang virkelig bange, men mest af alt ved tanken om du ikke ville være her mere. Da du efterfølgende fortsatte forholdet var jeg nødt til at sige stop. Jeg kunne ikke mere og jeg følte jeg havde mistet min veninde, for jeg kendte ikke længere den pige du var blevet til. Nu hvor du er kommet ud på den anden side er du helt dig selv, som jeg kendte dig. Hvis ikke en bedre udgave. Jeg så helt tæt på hvad der skete, så nej jeg bebrejder dig ikke.
Jeg er glad for at have dig som bedste veninde igen.”

Jeg tror den besked taler for sig selv. Jeg har ikke kun udsat mig selv for et smertehelvede, men også udsat mine allernærmeste for frygt, bekymringer og sorg. Netop de følelser har givet mig ar på sjælen og vækket min taknemmelighed, for jeg må være jordens heldigste pige at have en veninde og en familie der er så forstående og som virkelig elsker mig. Tiden er ikke noget vi taler om, ind i mellem kan jeg have et behov for at bringe noget op eller sige fra, fordi situationer eller berøringer kan bringe ubehaget frem i mig, men jeg har lært at leve med det.

Er du i en situation som min, så husk dig selv. Prøv at find ind til den person du var før volden startede. Havde jeg turde åbne mine øjne og bruge min logiske sans, så var det aldrig kommet så vidt. Det er okay at sige fra, det er okay at fortælle din veninde, dine forældre, din søster/bror/moster eller et fjerde familiemedlem hvad der foregår. I min situation havde jeg nået at ødelægge kontakten med mine veninder, så det skulle vise sig at det blev tre lærere og skoleinspektøren der åbnede mine øjne. Der er altid én der vil lytte og som du kan stole på. Det er bare så vigtigt ikke at lukke sig inde og holde det skjult. Det kan virke skamfuldt at være blevet udsat for vold, men det er ikke din skyld. Præcis som det ikke var min skyld. Uanset hvor gerne jeg ville have hjulpet ham til et bedre liv og have været hans redning, så kunne jeg ikke. Det er ikke din opgave at redde ham/hende, du skal tænke på dig. Jeg har stadig svært ved at fokusere på mig selv og sætte mig foran andre, men jeg er ved at lære det. Præcis som jeg også lærer at sige nej.

Det er ikke alle former for psykisk vold der starter som mit forhold gjorde. Men typisk vil karaktertrækkene for en voldelig person være til at spotte. For mig var de tydeligste indikationer på at noget var galt disse meget stærke karaktertræk. Han havde en ekstrem charme og var meget populær. Han havde ekstreme humørsvingninger, det ene øjeblik kunne han være jordens sødeste væsen og det næste helt igennem modbydelig. Han havde behov for kontrol, han var manipulerende og gav altid andre skylden for alting. Han led af en mangel på empati, havde ingen skyldfølelse og kunne lyve overfor alle. Forholdet var turbulent, det ene øjeblik var godt, det næste frygteligt. Det var primært baseret på spænding og kampen for at alt kunne blive godt. Han havde en dårlig omgangskreds og var kriminel på flere niveauer.

Nu er der gået seks år.
Jeg ved ikke om jeg er blevet klogere. Inderst inde forsøger jeg stadig at fortrænge, men det vil altid være i mig. Jeg har et utal af spørgsmål, som jeg inderligt ville ønske jeg kunne stille ham og få et ærligt svar på. Jeg har ikke set ham i seks år og måske er det bedst sådan. På trods af alt der er sket, den smerte han har udsat mig for og hvor ødelagt jeg endte med at blive, så er jeg ikke sur på ham. Jeg har ikke på noget tidspunkt været sur på ham, men derimod på mig selv over min naive væremåde og fordi jeg ikke sagde stop noget før.
Hvis jeg dengang havde sagt stop og ladet være med at bekymre mig om han mon ville gå fra mig, så havde forholdet muligvis udviklet sig ganske anderledes. Men jeg sagde aldrig stop og derfor bærer jeg selv en del af skylden. Vi var unge og uerfarne. Jeg elskede ham virkelig og var så bange for at miste ham, men jeg ville ønske at kunne have ladet ham gå. Hvis han elskede mig, så var han vel vendt tilbage som man jo siger.
Efter mange år havde vi ganske kort kontakt, hvor jeg fik stillet nogle spørgsmål og fik de svar jeg havde behov for. Jeg kunne nok være blevet ved i timevis, men det er også vigtigt at sige stop. Jeg fik hvad jeg havde brug for, en undskyldning, en forsikring om intet af det var min fejl og at jeg havde været hans første store kærlighed. Det var præcis hvad jeg havde brug for, for at kunne lægge låg på og komme videre i mit liv, som en glad Trine. Det er også det der har gjort mig i stand til at dele min historie i dag. Livet går videre og det er vigtigt at se fremad. Mine drømme og mareridt om ham er endelig forsvundet og jeg får ikke længere ondt i maven når jeg hører hans navn.

Han vil altid have en plads i mit hjerte – men vi var ikke meant to be. Ingen skal leve i et usundt forhold, hvor man ikke gør hinanden godt. Jeg er lykkelig fordi jeg hver dag vågner ved siden af min bedste ven og største kærlighed. Vi går aldrig sure i seng og vi siger altid godnat til hinanden. Kærlighed er ikke ond, selvom den kan føles ekstra intens. Kærlighed er god og varm. Kærlighed bygger på tillid og en gengældt respekt. Husk det ♥

Der er hjælp af hente på Facebooksiden Vold kan forekomme.