New season. New beginnings.

 Det er årets første forårsdag og en perfekt anledning til en ny begyndelse. Det kan virke så voldsomt, men ind i mellem er det en ny tankegang der skal til, for at ændre vores hverdag og dårlige vaner. Min største svaghed er søde sager!
Jeg har den seneste tid ikke kunne undgå at lægge mærke til LiviShape på de socialemedier, og nu tænkte jeg for mig selv, hvorfor ikke give det en chance. Siden september har jeg taget jer med på min rejse mod et bedre liv, og jeg tror endelig, at jeg er ved at være der. Jeg kæmper stadig med min psyke og ikke mindst selvtillid, men jeg forsøger ihærdigt at lære at leve med det. Noget af det værste for mig, har været de ekstra kilo som medicinen har medført gennem de seneste år. Jeg har altid været tynd og trænet, hvilket medførte en tårnhøj selvtillid og pludselig forsvandt den. Det hele braste sammen på et øjeblik. Nu har jeg brugt det seneste halve år på at samle mig og komme videre. Det har medført et vægttab på foreløbig 17 kilo, men det er som om jeg er gået i stå. Selvom mit overskud er blevet større, jeg træner mere og spiser mindre usundt, så går det bare ikke lige så stærkt med vægten længere. Men det håber jeg, at LiviShape kan hjælpe mig med den næste tid. I dag startede C og jeg nemlig dagen med kosttilskud og en shake. Den næste uges tid byder på “En uges komplet kur”. Men ikke bare en slankekur hvor mad er udelukket, snacks er forbudt, reglerne er stramme og faste. LiviShape giver nemlig helt frie tøjler, og hjælper til ikke at overskride 800 kcal. om dagen. Senere skal jeg have kanelsmåkager og i aften står menuen på mexicansk taco med salat. Det virker næsten for godt til at være sandt, ikke? Jeg ville i hvert fald forsøge det i håb om lige at kunne smide et ekstra kilo eller to inden New York og heldigt for mig, så er C med på den. Jeg lover at give jer en update halvvejs og sidst på ugen, så i kan følge med i processen. Det har virkelig været svært at acceptere, at kiloene ikke bare “drysser” af, men samtidig er jeg nødt til at være stolt over hvor langt jeg rent faktisk er kommet. Det seneste halve år har lært mig meget om mig selv, og ikke mindst at alt er muligt, også selvom det hele kan virke fuldkommen håbløst. Der er stadig mange ting jeg ikke kan eller tør, som min angst forhindrer mig i. Ting jeg er nødt til at accepetere, måske aldrig bliver mulige. Men jeg er begyndt at tænke på nye løsninger, for en skønne dag at opnå mine drømme og mål. Dem kan ingen tage fra mig. Selvom jeg højest sandsynlig aldrig kommer til at sætte min fod i et klasselokale igen, så skal det ikke være grunden til, at jeg ikke får en uddannelse. Jeg må blot tage en anden vej og bevise jeg kan klare det på trods af alt, for hvis jeg fortsætter med at ønske og ikke giver op, så sker det nok en dag.